Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hvem er vi

Hvem er vi 

Vi er et førskoleafsnit, dvs. en børnehave på en skole, på Kildeskolen i Gyrstinge, som er en landsby i det nordvestlige hjørne af Ringsted Kommune. Vi er en lille institution normeret til 40 børn, som er inddelt i tre stuer. Vi er fem faste medarbejdere i børnehaven, og et par SFO kollegaer har også nogle faste timer i børnehaven ugentligt.  

Vi sætter nærvær og samvær meget højt. Det at vi er en lille enhed betyder blandt andet, at alle børn og voksne er i kontakt med hinanden i løbet af en dag. Dette gør det meget trygt for børnene, da de altid er sammen med voksne og børn de kender.   

Vores profil er fokuseret på det pædagogiske arbejde med det hele barn. Vi er meget bevidste om, at vi i vores dagligdag prioriterer indeliv såvel som udeliv, voksenstyrede aktiviteter såvel som fri leg. Ligeledes vægtes både kreative, motoriske og mere stille aktiviteter som f.eks. højtlæsning. Vi anerkender, at børn er forskellige, og har behov for at blive stimuleret, inspireret og udfordret på mange forskellige måder, og for at opleve sig set, hørt og forstået.  

Vi bor i et rigtig skønt område, med kort afstand til åbne marker, skov og sø, og derudover har vi mulighed for at benytte Kildeskolens faciliteter både ude og inde, og det nærtliggende Landsbyhus med halfaciliteter. Bussen til Ringsted kører en gang i timen, så vi tager også på ture til Ringsted og besøger enten biblioteket, forskellige legepladser, tager til Leg & Bevægelse eller går en tur langs åen.  

Da vi er et førskoleafsnit er vi en del af den samlede skole, og har repræsentant(er) i skolebestyrelsen, som også varetager børnehaven. Desuden har vi et forældreråd, som udover at være sparringspartner for børnehavens personale og ledelse i forhold til pædagogik og vores hverdag, også står for forskellige aktiviteter og sociale arrangementer.

Gå til Kildeskolens hjemmeside her